EMDFonden har tildelt et studielegat på kr. 20.000 til Alexander Pavasovic, der til daglig studerer til diplomingeniør i maskinteknik ved Aarhus Universitet. Legatet skal støtte hans ophold på Dalhousie University i Halifax, Canada, hvor han vil deltage i kurser og projektarbejde med fokus på bæredygtig produktionsteknologi.
Formålet med opholdet er at opnå avanceret viden og praktisk erfaring inden for grønne løsninger og nye teknologier i industrien. Alexander vil blandt andet arbejde med metoder og værktøjer, der gør produktion og maskinsystemer mere energieffektive, samt lære at integrere bæredygtighed i tekniske løsninger. Han skal følge fag, der omhandler brugen af software og beregninger til udvikling af miljøvenlige materialer – primært inden for metallurgi – og produktionsmetoder.
Opholdet giver Alexander mulighed for at opbygge et internationalt netværk og hente nye idéer, som kan komme dansk industri til gavn. Projektet ligger i tråd med EMDFondens formål om at fremme teknologi, der mindsker miljøbelastning og ressourceanvendelse.
Vi ønsker Alexander stort tillykke med legatet og held og lykke med det spændende studieophold i Canada!