EMDFonden investerer millionbeløb i Legacy – styrker datafundamentet for den grønne omstilling

Legacy har netop gennemført en kapitaludvidelse, hvor EMDFonden sammen med eksisterende aktionærer investerer et millionbeløb i selskabets nye strategi. Målet er at positionere Legacy som en central leverandør af data-infrastruktur til den grønne omstilling i ejendoms- og energisektoren.

EMDFonden investerer i viden, beregningsmodeller, software og data, der understøtter den grønne omstilling. Legacy er en oplagt investeringsmulighed, da virksomheden udvikler de digitale værktøjer, der skal danne grundlag for klogere beslutninger og lavere klimabelastning i sektoren.

“Vi har fulgt Legacy i en længere periode og ser et stort potentiale i at medvirke til at udvikle selskabet. Bygninger står for cirka 40 pct. af energiforbruget og omkring 30 pct. af CO-udledningen i Danmark. For at nedbringe dette aftryk kræves et solidt datagrundlag – og det er netop her Legacy bidrager,” siger Frank Rosager, bestyrelsesformand i EMDFonden.

Legacy ser investeringen som et vigtigt skridt i selskabets udvikling:

“Vi er glade for tilliden fra EMDFonden og ser frem til at forløse det strategiske potentiale, vi begge ser. Kapitaludvidelsen markerer starten på en ny strategi, hvor vi går fra CO-rapportering til at levere datagrundlaget for fremtidens investeringsbeslutninger. I en AI-drevet verden er det de bedste data, der vinder,” siger Magnus Nørbo, founder og CEO i Legacy.

I forbindelse med investeringen træder Thea Larsen, udpeget af Dansk Gasteknisk Center til EMDFondens bestyrelse, ind i Legacy’s bestyrelse:

“Legacy er i gang med en udvikling, der kan yde et væsentligt bidrag til den grønne omstilling med udgangspunkt i ejendomssektoren. Det er en nytænkende virksomhed med stærke kompetencer og viljen til at skabe det datagrundlag, som fremtidens intelligente og bæredygtige løsninger kan bygges på,” siger Thea Larsen, bestyrelsesmedlem i EMDFonden.